Stenhus Kostskoles værdigrundlag

Målet for Stenhus Kostskole er at udvikle et højt fagligt og dannelsesmæssigt niveau. Derfor står der i vores vision, at vi vil udvikle eleverne til fagligt stærke og reflekterende selvstændige unge mennesker. Vi vil give den enkelte elev et solidt fundament af viden, hvor værdier som ansvar, konsekvens, gensidig respekt, åbenhed og glæde er en vigtig del af hverdagen. Og endelig, at vi vil skabe en sammenhæng mellem indlæring, krop og sund mad.

Kostafdelingen samarbejder med dagskolen omkring individuelle mål for kosteleverne. Eleverne bliver mødt, der hvor de er, og ekstra undervisning tilrettelægges i forhold til dette udgangspunkt. Gennem trygge og konsekvenser rammer er det målet, at den enkelte elev udvikler lyst til at lære og tilegner sig en faglig ballast, som motiverer til videre uddannelse.

Eleverne på kostskolen gives et solidt fundament af basale menneskelige kompetencer, som bygger på gensidig forståelse, rummelighed og tillid. Vores elever behandler hinanden, og andre med respekt og passer på hinanden både på, og uden for skolen.

Kostafdelingen skal være den trygge base i kostelevernes liv, det sted som man vil kalde hjem. Dette betyder bl.a. at vi prioriterer fællesskabet højt, og vi har mange fælles aktiviteter, f.eks. er vi på ture 3-4 gange om året, hvor vi besøger Sverige, Østrig og forskellige steder i Danmark. Vores fire kostmedarbejdere sikrer, at der drages omsorg for den enkelte elevs trivsel. Trivsel er et af vores vigtigste succeskriterier og vi arbejder målrettet på at skabe et familiært miljø mellem eleverne og mellem elever og voksne. I det daglige samarbejde lægges der vægt på, at skolens medarbejdere gennem engagement og medansvar bidrager til at viderebringe skolens kultur og traditioner.

Samarbejdet med den enkelte elevs forældre har en høj prioritet og forældre inddrages i videst mulige omfang i arbejdet med eleven.